bronzegridFor et par år siden blev jeg kontaktet af menighedsrådet for Odense Domkirke, om jeg kunne tænke mig at lave nogle papirklip, som skulle danne grundlag for nogle bronzeriste, der skulle ligge forskellige steder i domkirkens gulv, dækkende over et nyt ventilationssystem.

Det var en utroligt dejlig opgave, manende til ærefrygt og ærbødighed, og jeg har nydt at arbejde med den. Gennemgående motiv i ristene er et korsmønster; et lukket kors veksler med et åbent. Korsmønstret har ristene fælles, men derudover afviger de fra hinanden hver især ved et felt inspireret af Knud d. Hellige`s historie.

Albanifonden har sørget økonomisk for, at projektet blev ført ud i livet. Min papirversion ligger nu i bronze i domkirkens gulv og blev indviet d. 12. juni.